BEGRAVELSESCEREMONI

Vort tab

giver fremskridt i senere tider.

Vore håb for fremtiden må til den tid hvile på

hændelser som disse.

For kroppe bruges

og bliver

i tidens fine kværn

brugt op i en tjeneste,

som den, du har ydet,

og glider over i den

gårsdag, hvor

erobringen af evigheden begyndte.

 

Hvad vidste vi,

da vi græd i går?

Hvilken magt var det, vor uvidenhed havde over os,

når vi i vores indbildning følte,

at vi alle her var dødelige,

og at liv – der én gang var levet –

var brugt og spildt på vore selviske selv?

 

Hvor snæver en udsigt det dog er

at føle, at vi evindeligt fra fødsel til død

skulle være

målet for alt besvær

og nederdrægtighed

og som på teatret,

når tæppet faldt,

efterlade en helt tom scene.

Hvor dumt af os at tro, at kun vi

var stridens genstand

og kun levede denne ene gang,

så livets regnskab skulle stemme

efter blot et kort liv.

 

Åh nej, langt større drama

var lagt frem og sat i scene,

mens vi i vort snæversyn

helt overså den plan.

 

Vi sagde, alt er

forgængeligt kød,

sjælen blot en genstand,

som for blot en mønt kan sendes

til en fremmed himmel

for dér at forspilde sine evner,

eller var vi uden mønt

så til et andet dystert sted

til smerte – og igen –

forspildelse af livet.

Til hvilke mørke dybder

var vore sind sunket

i meningen om,

at kødet evner kærlighed, tillid eller livet selv?

At mene at fingernegle og masker

er det, vi behøver for at drømme.

Til hvilket dyb

sank vor kærlighed,

at den kunne erstattes med materie?

 

De ængstelser, der styrede vore år,

fandt næring her

og vi,

blindede og lammede

af øjeblikkets begærlighed,

bandt vore mange liv sammen

til ét.

Hvilket spild

Hvor kunne man tro, at al vor kærlighed,

vort arbejde,

vore evner,

vor viden og vore

suk

var tænkt

fortæret

i ét åndedrag

i ét lynglimt

og blot et enkelt navn?

 

I dag, hvor vi er blevet klogere,

lænkerne er svækket,

og kultens tyranni

med tiden er kørt træt,

ser vi,

erkender vi, at vi lever,

ikke én gang,

men igen og igen

fra kroppens fødsel

til kroppens begravelse og så igen

til fødsel

og ja, til grav igen

for således at komme af med ejendele,

livet ofte brød ned.

 

Fra århundrede til århundrede

fra tidsalder til tidsalder

rykker vi frem

ad den sti, der fører

evigt frem ad tidens utallige sekunder

Tidens tik.

Vi kravler, vi går, vi flyver,

vi genvinder

herfra og for stedse

arven fra alle vore liv

og bruger den endnu engang.

 

Nej, dette er ikke et trist

og trøstesløst syn,

ingen bedrøvelig ting,

dette liv.

Dette, det rene eventyr,

hvor uden kniv

og fourage vi springer

lige ind i evigheden

og favner den i et enkelt åndedrag.

Dette er et eventyr,

hvor vi træder fra ét legemes bånd

til et andet

og går

vor egen vej.

 

Den sorg, vi sidder med,

gælder her os selv,

for vi har

i sandhed mistet,

det smil,

den kontakt,

den hjælp og glæde,

vi fik

fra (afdødes navn)

som med al sin erfaring

gav os fra (hans/hendes) fortid

evne til at leve

og modstå

tidevand og stormflod.

Det er sandt, at vi har mistet

(hans/hendes) hjælpende hånd,

som vi har mistet (hans/hendes) råd

og hans styrke,

men mistet er de

kun en stund.

 

(Han/hun) tager

ikke af sted med dystre trommehvirvler,

men med en hvisken som

alfers suk

for at jævne vejen

for os som kommer.

(Han/hun) vil være i en god tid

fremover

på et fremtidigt sted

med sit smil,

sit særpræg,

sine evner

i gang med dér at skabe

en tilværelse.

 

Sandt nok, vi genkender måske ikke

(ham/hende) til den tid

og ser kun resultatet af (hans/hendes) indsats.

Og dog –

sendte vi ikke

vores forposter ud i fremtiden

ville vi ingen menneskerace have.

 

Og således afgrenet fra

denne

genetiske linie

har vi sendt dig (afdødes navn)

ind i et nyt område

eller en ny verden,

og dér vil der være,

det ved vi nu,

et smil,

et særpræg,

et lykkeligt liv – for os

og for dig –

hvilket ikke hidtil fandtes

på Jorden.

Og således går

dage og år,

en tidsalder.

Og vi går også

vor vej stille,

med sammenfoldede

faner.

Men vi kender nu

og kan nu finde

vejen.

 

Ind i mørket

er kommet lys.

Ind i morgenen

glider natten.

Ind i himlen

går ingen mere.

Ind i livet

vore sjæle stiger,

erobrer evigt

visdommens kilde.

Over for døden

ved vi,

at livet

ej er åndedræt.

 

Vær stolt!

 

Gå, (afdødes navn)

Og tag

det liv

der tilbydes nu

og lev

i sikker forvisning om

at vi

vil gøre vores del.

Tag af sted (afdødes navn),

du kan styre det,

du skal.

 

Vort tab

er en styrkelse

i visdom og evner

til fremtidige dage og andre smil

og så sender vi ind i

kæden af aldrig ophørende tid

vores arv

vores håb

vores ven.

 

Far vel (afdødes navn).

 

Dine kære takker dig, fordi du har levet.

Jorden er et bedre sted på grund af dig.

Mænd, kvinder og børn er i live i dag,

fordi du har levet.

Vi takker dig, fordi du kom og var iblandt os.

Vi anfægter ikke din

ret til at gå herfra.

Din gæld er betalt,

et kapitel af dit livsløb er slut.

Gå nu, kære (afdødes navn), og lev endnu engang

i en lykkeligere tid, på et lykkeligere sted.

Tak, (afdødes navn)!

 

Alle til stede løft

jeres blik og sig: til

(ham/hende).

Farvel.

 

(Menigheden: Farvel!)

 

Farvel, du kære,

farvel.

Du ved, vi vil savne dig.

 

Lad os bære kroppen ud,

for at den kan blive til aske

og støv

i en ren og jordisk ild

for ikke at være

noget længere.

 

Og dermed slut.

 

Kom, venner!

(Han/hun) har det godt

og er gået sin vej.

Vi har hver vor gerning

at udføre. (Han/hun) har sin, og der vil

(han/hun) være velkommen.

 

Til Mennesket!

 

L. Ron Hubbard